Nyheder fra Puglisi X Cooking?

Publiceret den 8. marts 2022

Opskrift: Leverpostej

Som barn hadede jeg leverpostej, og stadig den dag idag er det ikke min favorit spise. Men min søn elsker det og jeg elsker at lave det sammen med ham for som barn er det er sjovt at pille ved leveret og hakke det. Så er leverpostej noget som rigtigt mange danske børn spiser og det er noget af det sundeste man kan få. Det bør være en del af alle hjemmekøkkener.

Denne opskrift er ret simpel, og vi bruger rådyr lever da jeg er jæger og på den måde samler en del lever sammen. Men andre typer lever kan være fint, det er dog svinespæk der er i opskriften. Indmad er ikke noget der fylder så meget i dansk madlavning længere, leverpostejen gør det dog både sjovt og nemt at få børn til at være med på den.

Vi laver ind i mellem også leverpostej på BÆST og Mirabelle i sær omkring juletiden.

Rådyr Leverpostej

  • 1000 g lever
  • 1000 g spæk
  • 4 æg
  • 250 g mel
  • 600 g mælk
  • 4 løg
  • 1 hvidløgs fed
  • 1 dåse ansjoser (25 g ca.)
  • 60 g salt
  • allehånde
  • sort peber
  • fennikel frø

Fremgangsmåde
Lever frigøres for sener og denne og fedtet skæres i tern på ca. 2 x 2 cm. De hakkes på en kødhakker igennem den groveste plade og igennem gennem den fine hvis man ønsker leverpostejen lidt mere fin i konsistensen.
Hvidløg og løg pilles og hakkes fint. Det samme gøres med ansjoserne. I en køkkenmaskine som en kitchenaid eller lign røres fedt og lever sammen med melet, salt, krydderier og ansjoser. Derefter tilsættes æggene der er blevet slået ud. Til sidst tilsættes mælken under omrøring til det hele er samlet fint.

Jeg kommer gerne leverpostejen i små forme som kan bages hurtigt og nemt og så fryser jeg dem. Da min søn elsker nybagt leverpostej er det den bedste måde at gøre det på men kan kan også gøre det i en stor form hvis man ønsker det. Så kræver det bare længere tid i ovnen.
I de små forme på ca. 250 gram kan de bages i vandbad, det vil sige i en lille gryde hvor man hælder varm vand fra hanen op til kanten inden man sætter den i ovnen. Der skal den bage ved 200 grader i ca. 25 min. Man kan tjekke om den er helt klar enten med et termometer hvor temperaturen skal nå op over 65 c eller også kan sætte en kødnål ned i den i et par sekunder og mærke om nålen er varm. Det er nemmest at gøre på underlæben – men pas på – den kan være ret så varm.
Lad leverpostejen køle lidt ned og spis den så på rugbrød, med agurk, syltede rødbeder eller bare som den er.

Se videon hvor jeg og Louis, min ældste søn, laver leverpostejen sammen.